Finanstilsynet har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om produktgodkendelsesprocedurer i høring.
Formålet med bekendtgørelsen er at fastsætte regler om etablering af procedurer for produktudvikling og –udvælgelse samt løbende overvågning af finansielle instrumenter og strukturerede indlån, som værdipapirhandlerne udvikler.
Bekendtgørelsen implementerer direktivnært art. 16, stk. 3, og art. 24, stk. 2, i MiFID II samt artikel 9 og 10 i Kommissionens delegerede direktiv (EU)…/…af 7. april 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU for så vidt angår beskyttelse af kunders finansielle instrumenter og midler, produktstyringsforpligtelser og de regler, der finder anvendelse på levering eller modtagelse af gebyrer, provisioner eller andre penge- eller naturalieydelser. Level II-direktivet er endnu ikke offentliggjort og vedlægges derfor i udkast som bilag.
Reglerne indeholder organisatoriske krav til produktudviklere og distributører, herunder krav til deres compliancefunktion og udviklernes kompetencer.
Der stilles desuden krav om, at både produktudviklere og distributører skal fastsætte en målgruppe for det produkt, der udvikles og distribueres. Ved afgrænsningen skal virksomheden præcisere de typer kunder, hvis behov, karakteristika og investeringsformål produktet er foreneligt med.
Endelig stilles der krav om, at produktudviklere og distributører løbende vurderer, om produkterne fortsat opfylder målgruppens behov og om den tilsigtede distributionsstrategi fortsat er hensigtsmæssig.
Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 3. januar 2018.
Høringssvar
Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til udkastet, således at de er Finanstilsynet i hænde senest den 20. april 2017, kl. 12.00. Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på bch@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Århusgade 110, 2100 København Ø, Att.: Barbara Hoffmann Christiansen.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til chefkonsulent Barbara Hoffmann Christiansen på telefon 61 93 07 15.
Finanstilsynet offentliggør eventuelle høringssvar på Høringsportalen.
Finanstilsynet er en styrelse i Erhvervs- og Vækstministeriet.
Finanstilsynets primære opgave er at føre tilsyn med den finansielle sektor.
Desuden deltager Finanstilsynet inden for sit ansvarsområde i lovgivnings-
og EU-arbejde om den finansielle sektor.