Finanstilsynet har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om krav til nedskrivningsegnede passiver, jf. bekendtgørelse nr. 913 af 26. juni 2025, i offentlig høring.
Ændringerne har baggrund i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1174 af 11. april 2024 om ændring af direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår visse aspekter af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (Daisy Chains-direktivet).
Kort fortalt indebærer ændringerne, at anvendelsesområdet for § 10 i bekendtgørelse om krav til nedskrivningsegnede passiver indsnævres, så bestemmelsen kun finder anvendelse på såkaldte daisy chains-koncerner med den koncernstruktur, som Daisy Chains-direktivet forudsætter. Derudover præciseres bestemmelsens paragrafhenvisninger til reglerne om NEP-kravet.
Ændringen forventes ikke at få betydning for danske finansielle virksomheder, da § 10 i bekendtgørelse om krav til nedskrivningsegnede passiver vedrører koncernstrukturer i den finansielle sektor, som ikke aktuelt anvendes i Danmark.
Der henvises til høringsbrevet for en mere detaljeret beskrivelse af ændringerne og baggrunden herfor.
Det forventes, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2027.
Finanstilsynet vil venligst anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til bekendtgørelsesudkastet senest fredag, den 20. november 2026.
Bemærkninger bedes venligst sendt pr. e-mail til mras@ftnet.dk med angivelse af j.nr. 26-014585 i mailens emnefelt eller med almindelig post til Finanstilsynet, Strandgade 29, 1401 København K, att.: Marco Vincent Flor Rasmussen.
Eventuelle høringssvar vil blive offentliggjort her på Høringsportalen.