Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet vedlagte udkast til bekendtgørelse om bygningsreglement for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner. Bekendtgørelsen har afledte konsekvenser for indholdet af tre bekendtgørelser, hvor disse forhold tidligere har været reguleret. Derfor omfatter høringen også udkast til ændringsbekendtgørelser for:
- bekendtgørelse om bygningsreglement 2018,
- bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable konstruktioner,
- bekendtgørelse om certificeringsordninger for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet.
Høringsfristen er fredag den 30. oktober 2026.
Baggrunden for bekendtgørelsen er foreningsudspillet:
Mindre
bøvl - mere fællesskab, der indeholder en række initiativer, der tilsammen skal afvikle bureaukratiske byrder og gøre det lettere at være forening.
På baggrund af udspillet udskilles reglerne for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner fra BR18 til sin egen bekendtgørelse. Med udskillelsen er kravene til bl.a. afstande, mål og grænser for midlertidige arrangementer gennemgået og moderniseret, så de bliver mere overskuelige og lettere at finde, forstå og efterleve for ikke-professionelle arrangører mv. Dette indebærer blandt andet, at der er sket en række forenklinger, præciseringer og lempelser, mens der også er indarbejdet nye løsninger, som giver større fleksibilitet i planlægningen og gennemførelsen af arrangementer.
Format for afgivelse af høringssvar:
Som en del af høringsmaterialet vedlægges dels et udkast til ’bekendtgørelse om bygningsreglement for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner’, dels et tre-kolonne-dokument. Tre-kolonne-dokumentet er udarbejdet for at gøre det lettere for høringsparter at afgive konkrete bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte krav. I dokumentets venstre kolonne gengives udkastet til bekendtgørelsen, i den midterste kolonne fremgår styrelsens eventuelle bemærkninger til de enkelte krav, og i højre kolonne kan høringsparter indsætte deres bemærkninger. Det kan i øvrigt anbefales at åbne navigationsruden i 3-kolonne-dokumentet, så der i venstre side vises et overblik over bekendtgørelsens struktur. Dette kan gøre det lettere at orientere sig i dokumentet og finde frem til de enkelte bestemmelser.
Bekendtgørelserne forventes at træde i kraft den 1. januar 2027.