Finanstilsynet har sendt udkast til ændring af bekendtgørelse om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov i høring. Hele udkastet kan downloades nedenfor.
Formålet med ændringen af bekendtgørelsen er blandt andet at sikre proportionalitet i kravene til indberetning og offentliggørelse i forbindelse med institutternes opgørelse af solvensbehovet.
De væsentligste ændringer i forhold til det hidtidige regelsæt er:
- Forhøjelse af grænse for ICAAP-indberetning: Grænsen for, hvornår institutter årligt skal indsende ICAAP til Finanstilsynet, øges fra 1 til 2 mia. kr. i arbejdende kapital. Dette sikrer, at grænsen igen flugter med opdelingen mellem gruppe 3 og 4 institutter i Finanstilsynets størrelsesgruppering for kreditinstitutter.
- Øget proportionalitet i offentliggørelse: Der er tilføjet yderligere beskrivelse i bilag 2 af, hvad institutternes offentliggørelse kan indeholde, for at give øget proportionalitet for mindre komplekse institutter.
- Henvisning til krav om securitisering: Henvisning til visse krav til securitisering tilføjes til de kapitalkrav, som skal indgå i vurderingen af, om institutternes risici er afdækket i solvensbehovet. Dette sker på baggrund af Europa-Kommissionens gennemgang af Danmarks implementering af CRD V.
Ændringen af bilag 2 i bekendtgørelsen sker som led i opfølgning på anbefaling nr. 246 fra Regelforum.
Finanstilsynet foreslår, at vejledningen træder i kraft den 1. januar 2027.
Udkastet er desuden sendt i høring hos en række organisationer.
Finanstilsynet beder om eventuelle bemærkninger senest den 8. september 2026.
Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på hoeringer@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Strandgade 29, 1401 København K, Att.: Anders Fuglsig Larsen.
Kontaktperson: Anders Fuglsig Larsen
Direkte tlf.nr.: 33 55 83 25
Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på Høringsportalen.