Dette lovforslag har til formål at beskytte danske virksomheder, danske
arbejdspladser og dansk produktion. Det gøres ved at sikre, at virksomheder,
som er direkte eller indirekte ejet eller kontrolleret af fysiske eller juridiske
personer, som underlægges sanktioner, kan fortsætte deres drift.
Mens driften fortsætter, kan den sanktionerede part ikke kontrollere virksomheden
og drage fordel af overskud og udbytte fra virksomheden.
Behovet for regler om de afskærmende foranstaltninger skyldes, at hvis en
fysisk eller juridisk person, der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer
en dansk virksomhed, underlægges sanktioner, vil det være forbudt for
virksomhedens medarbejdere at arbejde for virksomheden, og virksomheden
vil ikke kunne videreføre sin daglige drift.
Det foreslås, at lovforslaget vedtages med en solnedgangsklausul, med
udløb den 31. december 2029.
Erhvervsstyrelsen skal bede om eventuelle bemærkninger senest den 29.
januar 2026. Styrelsen har ikke mulighed for at tage højde for bemærkninger,
der modtages efter denne dato.