Formålet med lovforslaget er at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse i husdyrbrugloven, som ved udmøntningen sikrer, at lugtgenekriterierne til visse eksisterende og fremtidige byzoneområder ikke gælder, når området er udlagt til erhverv eller teknisk anlæg.
Baggrunden for lovforslaget er den problematik der opstår, når bl.a. lov om statsligt udpegede energiparker og lov om én indgang for produktionsvirksomheder og statsligt udpegede industriparker udmøntes som hhv. industriparker og energiparker i landområder. De omkringliggende husdyrbrug kan som følge af udmøntningen risikere at få afslag på ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring, da de efter de nugældende regler ikke kan overholde lugtgenekriterierne i medfør af husdyrbruglovgivningen.
Lovforslaget fremsættes som en del af forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og byggeloven (Bedre udviklingsmuligheder for landdistrikterne og skærpede krav om klimatilpasning ved kysterne) hos By-, Land- og Kirkeministeriet i marts II 2026.