Udkast til opdateret bekendtgørelse om postbefordring og postvirksomheder sendes i høring, da Trafikstyrelsen ønsker at ændre bekendtgørelsen, så det fremgår, at ejendomme beliggende i landzone kan undlade at placere brevkassen ved indkørslen fra offentlig vej eller privat fællesvej, hvis ejeren af ejendommen ikke ejer jorden ved indkørslen fra offentlig vej eller privat fællesvej. Brevkassen kan i disse tilfælde placeres tættest muligt på indkørslen fra offentlig vej eller privat fællesvej eller ved indgangen til ejendommens parcel. Ændringen foreslås, da de nu gældende regler betyder, at borgere beboende i landzone, som ikke ejer jorden ved indkørslen fra offentlig vej eller privat fællesvej, ikke har mulighed for at placere deres brevkasse i overensstemmelse med reglerne.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den ændring af postloven, som Transportministeriet har haft i høring i perioden 18. juli – 21. august 2025.
Den foreslåede ændring vil alene blive gennemført, hvis den foreslåede ændring af postloven som forventet bliver gennemført.
Udkast til bekendtgørelse om Trafikstyrelsens gebyrer på postområdet sendes i høring, da styrelsen ønsker at fjerne den gældende § 5, stk. 5, fra bekendtgørelsen, da kontraktpakker nu indgår fuldt i faktureringsgrundlaget for gebyret. § 5, stk. 5, blev indsat, da virksomheder, der alene håndterer kontraktpakker, blev omfattet af postlovens regler ved en lovændring, der trådte i kraft den 1. januar 2024. Man valgte dog at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for disse virksomheder til den 1. oktober 2024. For 2026 indgår kontraktpakker fuldt i faktureringsgrundlaget for gebyret, så bestemmelsen er ikke længere aktuel.
Bekendtgørelsen fastsætter gebyret efter regning, der opkræves for ansøgninger indsendt til Trafikstyrelsen i henhold til postloven, og det gebyr, der finansierer Trafikstyrelsens tilsyn på postområdet i henhold til postlovens § 23.
Det foreslås, at satsen for begge gebyrer fastholdes uændret i 2026. Gebyret efter regning vil derfor fortsat udgøre 1.450 kr. i 2026, mens det formålsbestemte gebyr, der finansierer Trafik-styrelsens tilsyn på postområdet, fastholdes på 13,00 kr. pr. 1.000 adresserede forsendelser.