Finanstilsynet sender hermed udkast til bekendtgørelse om kompetencekrav til forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere i høring. Udkastet kan downloades nedenfor.
Formålet med den foreslåede nye bekendtgørelse er at sikre implementering i dansk ret af artikel 33 i forbrugerkreditdirektivet, om videns og kompetencekrav til de ansatte hos kreditgivere og kreditformidlere. Bekendtgørelsen skal dermed ses i sammenhæng med udkast til forslag til lov om ændring af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring, lov om forbrugslånsvirksomhed og forskellige andre love (Gennemførelse af det reviderede forbrugerkreditdirektiv), der var i høring frem til den 10. september 2025. Herunder særligt i forhold til udkastets § 8 b i lov om forbrugslånsvirksomheder.
Bekendtgørelsen pålægger forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere at sikre, at virksomhedens ansatte har tilstrækkelige kompetencer til at kunne yde rådgivning om kreditaftaler, og hvor det er relevant, besidder tilstrækkelige kompetencer med hensyn til at udforme, tilbyde og bevilge kreditaftaler og til at udøve aktiviteter som kreditformidler. Hvis indgåelsen af en kreditaftale omfatter en accessoriske tjenesteydelse, skal forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere tilsvarende sikre, at de ansatte har et tilstrækkeligt videns- og kompetenceniveau i forbindelse med ydelsen af den accessoriske tjenesteydelse.
Desuden oplister bekendtgørelsen nærmere angivne områder, som forbrugslånsvirksomheden og kreditformidleren ved rådgivning om og formidling af kreditaftaler skal sikre, at den ansatte har tilstrækkelig viden inden for, når det er relevant for den ansattes arbejdsområde.
Hertil indeholder bekendtgørelsen et krav om, at forbrugslånsvirksomheden og kreditformidleren skal kunne dokumentere, at deres ansatte har tilstrækkelig viden og kompetencer inden for dennes arbejdsområde, og at den
enkelte ansatte løbende vedligeholder sine kompetencer og sin viden på arbejdsområdet.
Erhvervsministeriet foreslår, at bekendtgørelsen træder i kraft den 20. november 2026.
Udkastet er også sendt i høring hos en række organisationer.
Finanstilsynet beder om eventuelle bemærkninger til bekendtgørelsen/vejledningen senest den 12. november 2025.
Bemærkninger kan sendes pr. e-mail til leda@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Strandgade 29, 1401 København K, Att.: Lene Dam.
Kontaktperson: Lene Dam
Direkte tlf.nr.: 24 45 22 93
Finanstilsynet offentliggør eventuelle høringssvar her på Høringsportalen.