Høring

Høring

Høring over udkast til ændring af systemansvarsbekendtgørelsen

Høring over bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af eltransmissionsnettet m.v.

Baggrunden for udkastet til bekendtgørelsen er implementeringen af artikel 27 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1791 af 13. september 2023 om energieffektivitet og om ændring af forordning (EU) 2023/995 (omarbejdning) set i relation til transmissionsvirksomheder. 

Formålet med det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv er bl.a. at opstille en fælles ramme af foranstaltninger til fremme af energieffektivitet i EU med henblik på at sikre, at EU᾽s mål om energieffektivitet opnås. Endvidere skaber direktivet grundlaget for yderligere forbedringer af energieffektiviteten. 

Direktivet indeholder bl.a. forpligtelser om at aktører skal anvende ”princippet om energieffektivitet først”, herunder krav om at foretage en vurdering af energieffektivitetsløsninger ved planlægning, politikker og større investeringsbeslutninger. 

På el- og gasdistributionsområdet og el- og gastransmissionsområdet skal medlemsstaterne hertil sikre, at ”princippet om energieffektivitet først” vurderes i forbindelse med netplanlægning, netudvikling og større investeringsbeslutninger.

Princippet om energieffektivitet først, defineres som "i forbindelse med energiplanlægning og med alle beslutninger om energipolitik og energiinvestering i videst muligt omfang at tænke i alternative omkostningseffektive energieffektivitetsforanstaltninger for at gøre energiefterspørgsel og energiforsyning mere effektive, navnlig ved hjælp af omkostningseffektive energibesparelser i slutanvendelsen, initiativer vedrørende efterspørgselsreaktion og mere effektiv omdannelse, transmission og distribution af energi, samtidig med at målsætningerne i disse beslutninger fortsat nås".

Det er ENS vurdering, at det materielle indhold af ”princippet om energieffektivitet først” allerede rummes af formålsbestemmelserne i elforsyningsloven og lov om Energinet. På den baggrund vil implementeringen af ”princippet om energieffektivitet først” være en formalisering af allerede anvendte principper og hensyn. 

På den baggrund er det Energistyrelsens vurdering, at indførelsen af ”princippet om energieffektivitet først” vil have minimale konsekvenser for Energinet og Forsyningstilsynet, idet princippet alene formaliserer allerede anvendte principper og hensyn (jf. formålsbestemmelserne i lov om Energinet og elforsyningsloven) i ét enkelt princip. 

Udkastet til bekendtgørelse indebærer, at ”princippet om energieffektivitet først” anvendes af Energinet. Dette gennemføres via følgende tilføjelser og ændringer til systemansvarsbekendtgørelsen:

  • Tilføjelse af en definition om ”princippet om energieffektivitet først”.
  • Tilføjelse af krav om, at LUP skal indeholde et bilag, hvori Energinet redegør for hvorledes princippet anvendes i udarbejdelsen af den langsigtede udviklingsplan.
  • I Forsyningstilsynets overvågning af Energinets langsigtede udviklingsplan omfatter også anvendelsen af ”princippet om energieffektivitet først”.
  • Det præciseres at, listen som Energinet udarbejder ifm den langsigtede udviklingsplan også skal suppleres med en opgørelse af det samlede nettab i transmissionsnettet.
  • Der indsættes en ny bestemmelse der foreskriver, at Forsyningstilsynet skal medtager et særligt afsnit om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at forbedre energieffektiviteten i relation til elinfrastrukturen i sine årlige rapporter.
Som nævnt ovenfor vurderes ændringerne at have minimale økonomiske konsekvenser for Energinet og Forsyningstilsynet, idet anvendelsen af princippet om energieffektivitet først vurderes at være en formalisering af allerede anvendte principper og hensyn.

Bekendtgørelser
Energistyrelsen
Energi- og vandforsyning
21-08-2025
21-10-2025
11-10-2025
2024/2025
Tonny Kofoed Olsen
tkfo@ens.dk
27-06-2025