Høring

Høring

Bekendtgørelse om tærskel for indberetning af ledende medarbejderes transaktioner

Bekendtgørelse om tærskel for indberetning af ledende medarbejderes transaktioner
Finanstilsynet har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om tærskel for indberetning af ledende medarbejderes transaktioner i høring. Hele udkastet kan downloades nedenstående.

Formålet med ændringen er at forhøje tærsklen for, hvornår ledende medarbejdere skal indberette transaktioner til Finanstilsynet, og dermed lette byrderne i de ledende medarbejderes indberetningspligt og som følge heraf også for udstederne.

En ledende medarbejder hos en udsteder af finansielle instrumenter, hvis aktier er optaget til handel, og den ledende medarbejders nærtstående har pligt til at underrette både udstederen og Finanstilsynet, når vedkommende foretager transaktioner i finansielle instrumenter, som vedrører den pågældende udsteder, når tærsklen nås. Udstederen skal offentliggøre transaktionerne til markedet. 

I dag er tærsklen på 5.000 EUR med mulighed for at hæve tærsklen til 20.000 euro, hvis det kan begrundes i markedsvilkårene. Den fastsatte tærskel for indberetning af ledende medarbejderes transaktioner i er på 20.000 euro, jf. § 1 i Bekendtgørelse om tærskel for indberetning af ledende medarbejderes transaktioner. Det er begrundet med, at det vil lette en byrde for de ledende medarbejdere. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 223 i lov om kapitalmarkeder. 

Med Listing Act (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/2809 af 23. oktober 2024 om ændring af forordning (EU) 2017/1129, (EU) nr. 596/2014 og (EU) nr. 600/2014 med henblik på at gøre offentlige kapitalmarkeder i Unionen mere attraktive for selskaber og lette adgangen til kapital for små og mellemstore virksomheder) hæves den fastsatte tærskel i artikel 19, stk. 8, fra 5.000 euro til 20.000 euro. Listing Act giver den kompetente myndighed mulighed for at hæve den fastsatte tærskel fra 20.000 euro til 50.000 euro eller sænke tærsklen til 10.000 euro. 

Det foreslås, at tærsklen i § 1 i bekendtgørelse om tærskel for indberetning af ledende medarbejderes transaktioner hæves tilsvarende, dvs. til 50.000 euro.

Det foreslås, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.

Udkastet er desuden sendt i høring hos en række organisationer.

Finanstilsynet beder om eventuelle bemærkninger til udkastet senest den 7. marts 2025.

Bemærkninger kan sendes pr. e-mail til hoeringer@ftnet.dk med kopi til makm@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Strandgade 29, 1401 København K, Att.: Mathias Kofoed Mortensen

Kontaktperson: Mathias Kofoed Mortensen
Direkte tlf.nr.: +45 61 93 07 84

Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet på Høringsportalen.

Bekendtgørelser
Finanstilsynet
Erhverv
07-03-2025
07-05-2025
01-07-2025
2024/2025
Mathias Kofoed Mortensen
hoeringer@ftnet.dk
07-02-2025

Dokumenter

Download alle filer som zip
Titel Filstørrelse
Høringsdokument
Høringsliste 104,631 kB
Høringsbrev 59,390 kB
Udkast til bekendtgørelse 40,369 kB