Hermed sendes udkast til bekendtgørelse om registrering af og adgang til oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen (ejerregistreringsbekendtgørelsen) og udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om Det Centrale Virksomhedsregister og data.virk.dk i høring.
Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejer i Erhvervsstyrelsen fastsætter, at oplysninger om ejere (legale og reelle) offentliggøres i Det Centrale Virksomhedsregister.
Med forslaget til ejerregistreringsbekendtgørelsen foreslås det at videreføre bestemmelserne om registrering af legale og reelle ejere. Dog konsekvensændres bestemmelser om gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, som følge af udskillelsen til lov om forsikringsvirksomhed i 2023. Kravene om registrering af reelle ejere gennemfører 4. hvidvaskdirektiv (EU) 2015/849, som ændret ved 5. hvidvaskdirektiv (EU) 2018/843.
Med forslaget til ejerregistreringsbekendtgørelsen foreslås det, at adgangen til oplysninger om reelle ejere fremover begrænset til kompetente myndigheder, forpligtede enheder og personer med legitim interesse. Bestemmelserne gennemfører dele af 6. hvidvaskdirektiv (EU) 2024/1640, der bl.a. har til formål at sikre efterlevelse af EU-dommen af 22. november 2022 i de forenede sager C-37/20 og C-601/20, hvorefter adgangen til oplysninger om reelle ejere for den brede offentlighed blev kendt ugyldig.
I bekendtgørelsens §§ 44-59 foreslås bestemmelser om adgangen til oplysninger om reelle ejere, herunder hvem der anses som værende kompetente myndigheder, forpligtede enheder eller personer med legitim interesse.
Det foreslås i bekendtgørelsens §§ 51-55 hvordan adgang til oplysninger om reelle ejere opnås, herunder hvilke oplysninger ansøgeren skal angive ved anmodning om adgang, og muligheden for videregivelse af oplysningerne. Desuden foreslås det i § 59, at en uberettiget videregivelse kan medføre bøde.
Det foreslås i bekendtgørelsens § 56, hvilke oplysninger skal fremgå af fortegnelsen, som reelle ejere kan få udleveret over personer med legitim interesse, der har fået adgang til oplysninger om den reelle ejer.
Det foreslås derudover indført §§ 57-58 i bekendtgørelsen, der fastsætter på hvilket grundlag, Erhvervsstyrelsen kan afslå, tilbagekalde eller lukke en adgang til oplysninger om reelle ejere.
Bekendtgørelsen om Det Centrale Virksomhedsregister og data.virk.dk fastsætter bestemmelser om adgang til grunddata om juridiske enheder, herunder bl.a. offentliggørelse af oplysninger om reelle ejere.
I udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om Det Centrale Virksomhedsregister og data.virk.dk foreslås en række konsekvensændringer som følge af den foreslåede begrænsede adgang til oplysninger om reelle ejere.
Det vurderes, at implementeringen ikke er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering vurderer på denne baggrund, at de ovenstående bekendtgørelsesudkast ikke medfører nye administrative konsekvenser for erhvervslivet, som går ud over rammelovgivningen, og har dermed ikke yderligere kommentarer.
Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Virksomhedsregister, selskabsloven og forskellige andre love (Ændring af adgangen til oplysninger om reelle ejere som følge af 6. hvidvaskdirektiv) vil blive sat i kraft ved bekendtgørelse som følge af tilpasninger af Erhvervsstyrelsens it-løsning. Ejerregistreringsbekendtgørelsen og bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om Det Centrale Virksomhedsregister og data.virk.dk vil skulle træde i kraft samtidig med lovforslagets ikrafttrædelse.
Vi imødeser eventuelle bemærkninger til bekendtgørelserne senest d. 7. marts 2025 kl. 12.
Bemærkninger til bekendtgørelserne og eventuelle spørgsmål bedes rettet til:
Fuldmægtig Camilla Christensen: camchr@erst.dk, tlf. 3529 1748.
Chefkonsulent Anja Lamp Vrang: anjlam@erst.dk, tlf. 3529 1354.