Sundhedsstyrelsen har sendt et udkast til de nationale kliniske anbefalinger til forebyggelse og behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer ved demens i høring.
Anbefalingerne er i høring frem til fredag d.17. januar 2025 kl. 12.00
I 2023 var der ca. 41.500 personer med en hospitalsregistreret demensdiagnose i Danmark, hvilket er en stigning på næsten 30.000 siden år 2000. Som sygdommen skrider frem, vil de fleste mennesker med demens udvikle ændringer både i deres adfærd og psyke. Disse ændringer kan vise sig som uhæmmet adfærd, irritabilitet, angst, depression, apati, eufori, appetit- og søvnforstyrrelser samt psykotiske symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger. Denne adfærd hos mennesker med demens kan være uforståelig og udfordrende, og adfærden kan blive ekstra påvirket, når der sker overgange i deres behandlingsforløb og indlæggelse.
I de nye nationale kliniske anbefalinger anbefales det, at mennesker med demens, der oplever disse symptomer, som udgangspunkt ikke bør behandles med antipsykotika, da der er ringe effekt, markant øget risiko for alvorlige bivirkninger og øget dødelighed. Det anbefales, at det faglige personale i stedet arbejder med strukturerede og målrettede interventioner, som kan ses på flere forskellige måder.
I særlige situationer kan der være behov for at behandle med et lægemiddel, eksempelvis i en akut situation, hvor personer med demens er til fare for sig selv eller andre eller er svært psykiske forpint. Derfor er der delt en anbefaling, hvor vi sammenligner, om man i disse situationer bør anvende antipsykotika eller benzodiazepiner.