Lovudkastet gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2464 af 14. december 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 537/2014, direktiv 2004/109/EF, direktiv 2006/43/EF og direktiv 2013/34/EU for så vidt angår virksomheders bæredygtighedsrapportering (bæredygtighedsdirektivet).
Der er med lov om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering indført krav om, at alle store virksomheder og alle børsnoterede virksomheder (med undtagelse af børsnoterede mikrovirksomheder) skal rapportere om bæredygtighedsoplysninger. Revisor skal efter loven afgive en erklæring om bæredygtighedsrapporteringen med begrænset sikkerhed.
Det er i dag kun godkendte revisorer, der kan afgive erklæringer om virksomhedens bæredygtighedsrapportering.
Bæredygtighedsdirektivet indeholder imidlertid en mulighed for, at medlemsstaterne kan tillade, at også uafhængige udbydere af erklæringsydelser kan afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering.
Lovforslaget vil udnytte denne mulighed og gøre det muligt, at også andre end godkendte revisorer kan afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering. Lovforslaget åbner således for, at også andre faggrupper med f.eks. naturfaglige, samfundsvidenskabelige og teknisk videnskabelige kandidatuddannelser kan komme ind på markedet og tilbyde erklæringsydelser til virksomhederne om bæredygtighedsrapportering. Erklæringer fra de uafhængige udbydere vil være et alternativ til de traditionelle revisorerklæringer.
Frist for bemærkninger
Erhvervsstyrelsen skal bede om eventuelle bemærkninger senest den 1. oktober 2024, kl. 12. Styrelsen har ikke mulighed for at tage højde for bemærkninger, der modtages efter dette tidspunkt.
Bemærkninger bedes sendt til Katrine Diethelm Jacobsen på KatJac@erst.dk og Peter Krogslund Jensen på PetKro@erst.dk med henvisning til j. nr. 2023-9729.