Lovforslaget udmønter den politiske aftale om forbud mod udledning af scrubbervand af 11. april 2024 indgået mellem regeringen og SF, LA, DD, K, EL, RV og ALT samt tiltag om klapning som følge af den politiske aftale bag havplanen indgået mellem regeringen og SF, DD, LA, K, EL, RV, DF, ALT og NB i juni 2023. Der fastsættes således bemyndigelsesbestemmelser, så miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om forbud mod udledning af scrubbervand og forbud mod klapning i vanddybder under 6 meter.
Derudover har lovforslaget til formål at regulere udledninger fra offshore CO2-lagringsplatforme, og udvide adgangen til at opnå tilladelse til at anvende særlige midler (såkaldte dispergeringsmidler) til brug for bekæmpelse af olieforurening af havet i helt særlige tilfælde.
Endvidere reguleres marin geoengineering i havmiljøloven. Marin geoengineering er anbringelse af stoffer og materialer i havet med d et formål at påvirke havets naturlige processer, herunder for at imødegå klimaforandringer, men som kan resultere i omfattende, langvarige eller alvorlige konsekvenser for havmiljøet. Med Folketingets samtykke vil Danmark tiltræde reglerne om marin geoengineering i medfør af FN's søfartsorganisations Londonprotokol om dumbning i havet.
Endelig foretages en række administrative ændringer i loven for at sikre klageadgang og straf for overtrædelser af de nye regler, opdatere listen over klageberettigede foreninger og organisationer, sikre krav om digital kommunikation ifm. sager efter loven og ændre beløbet, der skal indbetales ifm. gebyr for typegodkendelser af ballastvandsanlæg.