Finanstilsynet sender hermed udkast til bekendtgørelse om forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidleres ansvarsforsikring, garantistillelse og behandling af betroede midler.
Der foreslås tre ændringer i forhold til den gældende bekendtgørelse.
Dækningssummerne i § 3, stk.1. stammer fra IDD-direktivet, som bestemmer, at EIOPA hvert femte år regulerer beløbet for at tage hensyn til udviklingen i det europæiske forbrugerindeks. Dækningssummerne er senest opdateret i delegeret forordning 2024/896 af 5. december 2024. Det foreslås derfor at opdatere de i § 3, stk. 1, angivne dækningssummer.
Det foreslås desuden at tilføje et nyt stk. 2 i § 20 som en konsekvens af opdateringen af dækningssummerne. Tilføjelsen til § 20, skal sikre, at gældende erklæringer vedrørende ansvarsforsikring, tillægges samme retsvirkning, som erklæringer afgivet i henhold til denne bekendtgørelse, herunder de forhøjede dækningssummer.
Derudover foreslås det, at 2. pkt. i § 2, stk. 3, præciseres. Bestemmelsen er en undtagelse til hovedreglen om, at forsikringsformidler skal have sin egen ansvarsforsikring. Undtagelsen er dog formuleret upræcis, idet den anvender betegnelsen ”selskab” i stedet for ”formidler”.
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR) har i en præhøring af bekendtgørelsen vurderet, at ikke medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet. Finanstilsynet har desuden vurderet, at principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke er relevante for de konkrete ændringer i bekendtgørelsen. OBR har ikke haft bemærkninger hertil.
Udkastet er sendt i høring hos en række myndigheder og organisationer.
Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til bekendtgørelsen senest torsdag den 25. juni 2024.
Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på ramk@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Strandgade 29, 1401 København 6, Att.: Ramila Khalil.
Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 9. oktober 2024.
Kontaktperson: Ramila Khalil
Direkte tlf.nr.: +45 33 55 84 57
Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på Høringsportalen.
Svarene kan læses i 5 måneder efter høringsfristen er udløbet.