Den danske CAP-plan beskriver den danske implementering af EU’s fælles landbrugspolitik 2023-27.
Under CAP-planen kan der søges om arealbaseret tilskud i form af grundbetaling, økologisk arealstøtte
samt ø-støtte m.fl. CAP-planen giver ligeledes mulighed for at søge om tilskud til projekter og
udvikling bl.a. lokale aktionsgrupper, privat skovrejsning og grøn bioraffinering. Endeligt kan der
søges om tilskud til biavlssektoren samt frugt- og grønsektoren.
Den danske CAP-plan trådte i kraft den 1. januar 2023 og skal nu opdateres. I den forbindelse vil der
blive foretaget en række indholdsmæssige ændringer på udvalgte støtteordninger og områder.
Herudover vil der blive foretaget en række tekniske justeringer. Her kan der bl.a. være tale om
ændring i ordningsnavne.
Det er Landbrugsstyrelsens vurdering, at der skal foretages en analyse (screening) af, om visse dele af
ændringsforslaget til CAP-planen kan få en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet, jf.
miljøvurderingslovens §8, stk. 2.
Indeværende screening vil således tage udgangspunkt i de dele af planændringen, hvor det ikke på
forhånd kan udelukkes, at der vil kunne være en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet. Således
vil dele af planændringen, som er af mere teknisk karakter, ikke være omfattet af denne screening.
Den danske CAP-plan blev senest miljøvurderet forud for ikrafttrædelsen den 1. januar 2023.