Finanstilsynet
har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om visse
skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter i høring.
Hele udkastet kan downloades nedenfor.
Formålet med ændringen er at sikre, at der er
sammenlignelighed ved opgørelsen af omkostninger mellem puljemidler og frie
midler omfattet af MiFID II delegerede forordning nr. 2017/565 af 25. april
2016 (MiFID II delegerede forordning). For frie midler omfattet af MiFID II delegerede
forordning skulle der fra 1. januar 2023 foretages ex-post-beregning jf.
artikel 50 i denne.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1286/2014 af 26. november 2014 (PRIIP-forordningen), der fastlægger en række
oplysningsforpligtelser over for investorer, har desuden overflødiggjort de
sidste dele af ÅOP- og ÅOK-oplysningerne.
Det foreslås derfor at ændre § 9, stk. 3, i
Puljebekendtgørelsen så pengeinstitutter omfattet af bestemmelsen fremover skal
oplyse kunder om ex-post-beregninger jf. art. 50 i MiFID II delegerede
forordning.
Det fremgår af § 9, stk. 3, 2. pkt. i
Puljebekendtgørelsen, at de nævnte oplysninger skal meddeles kunden senest 8
uger efter kalenderårets udløb. Denne frist udvides til 12 uger.
Det foreslås at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar
2024.
Udkastet er desuden sendt i høring hos en række
organisationer.
Finanstilsynet
skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til udkast til bekendtgørelsen,
senest torsdag den 14. september 2023
kl. 12:00.
Bemærkninger
kan sendes pr. e-mail på JUWE@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet,
Strandgade 29, 1401 København K, Att.: Julie Weigel
Kontaktperson:
Julie Weigel
Direkte
telefonnr. +45 33 55 84 48
Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet på
høringsportalen.
Finanstilsynet er en styrelse i Erhvervsministeriet.
Finanstilsynets primære opgave er at føre tilsyn med den finansielle sektor.
Desuden deltager Finanstilsynet inden for sit ansvarsområde i lovgivnings- og
EU-arbejde om den finansielle sektor.