Den 22. maj 2023 trådte en ny drikkevandsbekendtgørelse i kraft. Ændringerne i drikkevandsvejledningen afspejler således relevante ændringer i drikkevandsbekendtgørelsen og vedrører følgende:
Ikke-almene vandforsyninger, der leverer til 50 personer eller flere
Drikkevandsvejledningen er ændret i ”kapitel 1.2 – Bekendtgørelsens anvendelsesområde”, for at afspejle ændringerne i drikkevandsbekendtgørelsens § 6, nyt stk. 2. Ikke almene vandforsyninger, som forsyner færre end 50 personer, og som ikke leverer vand som led i en kommerciel eller offentlig aktivitet, skal kontrollere vandet ved en forenklet kontrol. Der er tale om en implementering af drikkevandsdirektivets undtagelsesmuligheder, hvorefter vandforsyninger, der i gennemsnit leverer under 10 m3 vand om dagen eller til færre end 50 personer, kan undtages drikkevandsdirektivet. Det er en betingelse, at de ikke leverer til kommerciel eller offentlige aktivitet.
I drikkevandbekendtgørelsen har man bestemt, at det kun er vandforsyninger, der leverer i gennemsnit under 10 m3 vand til én husstand, der er helt undtaget drikkevandsbekendtgørelsens kvalitetskrav. Andre vandforsyninger, der er omfattet af drikkevandsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, er omfattet af drikkevandsbekendtgørelsens kvalitetskrav, men kontrolkravet er mere lempelige for de mindre vandforsyninger uden kommerciel eller offentlig aktivitet.
Dispensationsadgang
Drikkevandsvejledningens kapitel 6 er ændret for at afspejle ændringerne i drikkevandsbekendtgørelsen, hvorefter der nu, under visse betingelser, kan dispenseres fra drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1 b og d. Der er tale om en implementering af drikkevandsdirektivets artikel 15.
Drikkevandsdirektiv 2020/2184 af 16. december 2020 genindfører i artikel 15 muligheden for at dispensere i mere end 30 dage fra direktivets bilag I, del B og kvalitetskrav, der er indført i national lovgivning i henhold til artikel 5, stk. 3. Dispensationsmulighederne blev fjernet fra drikkevandsbekendtgørelsen per 1. juli 2021, idet dispensationsmulighederne udover 30 dage i henhold til det gamle drikkevandsdirektiv 98/83/EF af 3. november 1998 var udløbet.
Drikkevandsdirektivet 2020/2184 tillader, at der bliver dispenseret 2 gange i op til 3 år, dog er dispensationsmuligheden begrænset. Ved den første dispensation skal én af tre særlige EU-betingelser være tilstede, og ved den 2. dispensation skal én af to særlige EU-betingelser være tilstede.
Direktivets artikel 15 er implementeret i drikkevandsbekendtgørelsens §§ 17, 18 og 23. Drikkevandsdirektivets bilag I, Del B er implementeret i drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1 b. De nationalt fastsatte kemiske parametre, der er fastsat af hensyn til sundhed i henhold til drikkevandsdirektivets artikel 5, stk. 3 fremgår af drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1 d.