Ordningen er en del af Landdistriktsprogrammet (LDP) 2014-2022, der har som overordnet mål at styrke bæredygtighed, innovation og konkurrenceevne i den primære jordbrugssektor samt bidrage til strukturudvikling på landbrugsbedrifterne med en mere ressourceeffektiv landbrugsproduktion til følge.
Formålet med minivådområder er at reducere udledningen af kvælstof (N) fra drænvand fra landbruget til vandmiljøet. Som en sekundær effekt tilbageholder minivådområder også fosfor (P) fra drænvandet. Minivådområder designes specielt med det formål at modtage og rense landbrugets drænvand uden at hindre dræning af de omkringliggende marker.
Etablering af minivådområder under ordningen er ikke-produktionsfremmende investeringer i tilknytning til gennemførelse af miljø- og klimamål vedrørende landbrug (artikel 17 i forordning nr. 1305/2013). Under ordningen kan der søges om tilsagn om tilskud til etablering af et minivådområde, hvor tilskudsprocenten er 100 % af etableringsomkostningerne.