Hermed sendes udkast til ændring af bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen (anmeldelsesbekendtgørelsen) i høring.
Ændringerne til anmeldelsesbekendtgørelsen skal ses i sammenhæng med forslag til lov om ændring af selskabsloven m.fl. (Implementering af mobilitetsdirektivet m.v.), som bl.a. implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2121 af 27. november 2019 om ændring af direktiv (EU) 2017/1132, for så vidt angår grænseoverskridende omdannelser, fusioner og spaltninger.
Det foreslås at affatte bestemmelserne om anmeldelse af en grænseoverskridende omdannelse, fusion og spaltning på ny, så de er i overensstemmelse med direktivet og de foreslående ændringer til selskabsloven. Det foreslås ligeledes at der ikke længere skal opkræves gebyr for udskrift af oplysninger om plan for grænseoverskridende fusioner, spaltninger og omdannelser.
Det foreslås endvidere, at Erhvervsstyrelsen med øjeblikkelig virkning kan lukke en parts adgang til at indgå i straksregistreringer via selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk, hvis styrelsen har begrundet formodning om, at der er sket eller vil ske misbrug af adgangen til at erklære sig om indbetaling af selskabskapital i selvbetjeningsløsningen efter § 18, stk. 2 og 3.
Herudover foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan kræve, at der indberettes bevis for, at anmeldelsen eller registreringen i Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning på www.virk.dk er lovligt foretaget, jf. § 2 i lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen.
Endelig udmøntes hjemlen i udbudslovens § 152, stk. 5, hvorefter Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om gebyrets størrelse for udstedelse af serviceattester.
OBS: Tanken er, at bekendtgørelsen skal træde i kraft hurtigst muligt efter ikrafttrædelsen af Forslag til Lov om ændring af selskabsloven m.fl. (Implementering af mobilitetsdirektivet m.v.).
Erhvervsstyrelsen imødeser eventuelle bemærkninger til bekendtgørelsen senest tirsdag den 24. januar 2023, kl. 12.
Bemærkninger og eventuelle spørgsmål kan rettes til:
Rebecca Rohde, rebroh@erst.dk, tlf. 35291355.