Med denne bekendtgørelse fastsætter Landbrugsstyrelsen de nødvendige bestemmelser for at administrere en projekttilskudsordning under Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2117 om ændring af forordning (EU) 1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter, samt bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik.
Der er tale om en frivillig tilskudsordning under EU´s fælles markedsordning, hvor anerkendte producentorganisationer for frugt og grønt kan ansøge om tilskud. Tilskudsordningens formål er at fremme produktionen og afsætningen af adskillige landbrugsbaserede fødevarer, herunder den økologiske og bæredygtige dyrkning af disse. Dette igennem en overordnet målsætning om, dels at fremme produktionen og afsætningen af frugt og grønt, dels til styrkelse af den offentlige sundhed og dels, at reducere sektorens afledte miljø- og klimabelastning.
Bekendtgørelsen er overordnet set en videreførelse af en eksisterende tilskudsordning, men ajourføres som følge af EU´s reviderede Landbrugspolitik (CAP).
Væsentligste ændringer i forhold til ordningens sidste runde:
Revideringer af krav til driftsprogrammer, herunder øget krav til investeringer på indsatsområder for miljø- og klima.
Nationalt fastsat hjemmel til sanktioner i form af bortfald af tilskud, nedsættelse af tilskud og tilbagebetalings af uberettiget udbetalt tilskud.
Afskaffelse af 5%-fællesbidrag for investeringer foretaget på enkelte medlemmers bedrifter.
Omfattende strukturelle ændringer i bekendtgørelsens kapitelinddeling.
Inkorporering af sondringen mellem kriterier og krav. Kriterier skal være opfyldt for at være tilskudsberettiget, mens krav løbende skal opfyldes i tilskudsperioden.
Ændringer er foretaget i Miljøpositivlisten i samarbejde med Aarhus Universitet.
Generelle rettelser og justeringer i bekendtgørelsens begrebsanvendelse og ordlyd.