Bekendtgørelsen har til formål at udmønte miljøbeskyttelseslovens hjemler til at fastsætte detaljerede regler for en ny udvidet producentansvarsordning for filtre til tobaksvarer, der er engangsplastprodukter (oprydningsansvar for cigaretskod). Dette i overensstemmelse med kravene i engangsplastdirektivet (direktiv 2019/904/EU af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning). Den nye ordning indebærer, at producenter og importører af filtre til tobaksvarer, der er engangsplastprodukter, forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel skal afholde omkostninger forbundet med bl.a. oprydning af henkastet affald fra filtrene. Ansvaret udmøntes som en gebyrpligt.