Det er hensigten at åbne for ansøgninger under den nationale tilskudsordning til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering i foråret 2022. I den forbindelse er der justeringer til regelsættet. Derfor sendes udkast til en opdateret bekendtgørelse om national tilskudsordning til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering i høring.
I udkastet til en ny bekendtgørelse ændres prioriteringskriterierne i § 18 i forhold til den gældende bekendtgørelse. Med ændringen skabes hjemmel for, at det er de billigste projekter, der prioriteres først (stk. 2). I tilfælde af at der er to projekter af samme pris på skellinjen, prioriteres der ud fra omkostningseffektivitet (stk. 3). Endeligt skabes der hjemmel for, at hvis der er en anvendelig økonomisk ramme tilovers efter denne prioritering, vil det være muligt at omprioritere således, at der sker mest mulig udnyttelse af den samlede økonomiske ramme (stk. 4). Det ændrer således ikke ved kriterierne for hvorvidt et projekt vil kunne opnå tilsagn om tilskud, men alene ved de prioriteringskriterier, der anvendes i tilfælde af en meransøgning.