Transportministeriet forventer i denne folketingssamling at fremsætte vedlagte udkast til lov om ændring af færdselsloven (Fjernelse af køretøjer, regulering af færdslen ved akutte hændelser, fastsættelse af en lavere hastighedsgrænse for et nærmere afgrænset område uden for tættere bebygget område, forbud mod standsning og parkering i skillerabat m.m.) og ændring af lov om private fællesveje (vintervedligeholdelsesordninger på private fællesveje).
Udkast til ændring af lov om private fællesveje (vintervedligeholdelsesordninger på private fællesveje) har været i offentlig høring i perioden 23. november 2020 til 18. december 2020, via https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/64604. Der er ikke foretaget materielle ændringer i udkast til ændring af lov om private fællesveje (vintervedligeholdelsesordninger på private fællesveje).
Udkast til lov om ændring af færdselsloven (Fjernelse af køretøjer, regulering af færdslen ved akutte hændelser, fastsættelse af en lavere hastighedsgrænse for et nærmere afgrænset område uden for tættere bebygget område, standsning og parkering i skillerabat og yderrabat m.m.) har været i offentlig høring i perioden 5. juli 2021 til 12. august 2021, via https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/65355.
Lovforslaget sendes nu i supplerende høring, da der er foretaget materielle ændringer i udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven vedrørende forbud mod standsning og parkering i skillerabat, der giver anledning til høring.
Der gøres opmærksom på, at der ikke er foretaget yderligere ændringer i lovforslaget der giver anledning til supplerende høring. Der gøres ligeledes opmærksom på, at der ikke er foretaget materielle ændringer i udkast til ændring af lov om private fællesveje.
Herudover er der sket en sammenskrivning af udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven og udkast til lov om private fællesveje, da ministeriet finder det hensigtsmæssigt, da begge omhandler vejmyndighedens kompetencer.
Ministeriet anmoder i den forbindelse om høringssvar til ændringen i udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven vedrørende forbud mod standsning og parkering i skillerabat, da der alene er sket ændringer i henhold hertil.