Høring

Høring

Energistyrelsen indkalder ideer og forslag til den strategiske miljøvurdering (SMV) af planen for Energiøen Nordsøen, de tilkoblede havvindmølleparker og kabelføringen.

1. offentlighedsfase for den strategiske miljøvurdering af planen for Energiøen i Nordsøen
Energistyrelsen inviterer borgere, virksomheder, myndigheder og andre med interesse i den kommende Energiø i Nordsøen og havvindmøller til at indsende deres ideer og forslag til, hvad der skal indgå i den strategiske miljøvurdering (SMV) af planen. 

Til idéfasen for miljøvurderingen af planen for Energiø Nordsøen gennemføres nu en 5 ugers idéhøring i perioden 23. august - 27. september 2021, hvor alle interessenter har mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer til høringsmaterialet, samt forslag og idéer til emner, som skal indgå i det videre arbejde.

Efter høringen vil Energistyrelsen på baggrund af høringssvarene beslutte, hvilke emner og miljøpåvirkninger, der skal belyses i SMV’en. 

SMV skal sikre, at der på det strategiske niveau tages stilling til de potentielle miljøpåvirkninger ved at udbyde en energiø og havvindmølleparker i det pågældende område, både hvad angår indvirkningerne på miljøet på havet og på land.

Med Energiaftale 2020 blev alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige enige om Klimaaftale for energi og industri mv. fra juni 2020 (herefter Klimaaftalen 2020). Heri er det besluttet, at der skal anlægges en energiø i Nordsøen med 3 GW havvindmøller tilkoblet. På sigt er det forventningen, at der på sigt skal tilkobles 10 GW havvindmøller til energiøen i Nordsøen.

Energiøen skal placeres ca. 100 km ud for kysten ved Thorsminde på Jyllands vestkyst ved Nissum Fjord. De tilkoblede havvindmøller placeres ca. 80 km fra den vestjyske kyst. Hvem der skal etablere den inddæmmede ø, afgøres efter udbudsproces for Energiøen, mens opførelse af havvindmølleparker forventes udbudt herefter.

Det er hensigten, at Energiø Nordsøen skal bestå af en inddæmmet ø med landanlæg og ilandføringskabler, et landbaseret anlæg i Jylland (nedgravede landkabler, eventuelt kystnær koblingsstation, højspændingsstation inkl. eventuelle omformeranlæg HVAC/HVDC), eventuelle nødvendige netforstærkninger, havbaserede anlæg (havvindmøller med internt kabelnet og eksportkabler til den inddæmmede ø), og interconnector kabler til udlandet.

De mulige ilandføringspunkter, korridorer for kabler samt punkter for nettilslutning til el- transmissionsnettet besluttes i efteråret 2021 og vil indgå i det endelige udkast til Plan for Energiø Nordsøen.

Miljøvurdering
Energistyrelsen
Energi- og vandforsyning
27-09-2021
27-11-2021
2020/2021
Susannah Keller Finn
shkf@ens.dk
24-08-2021