I lovforslaget indgår i det væsentlige følgende ændringer:
1) Indførsel af hjemmel i færdselslovens § 123, stk. 2 (og forarbejder), således at Vejdirektoratet kan fjerne akut trafikfarlige køretøjer fra statsvejene, og få sine udgifter i forbindelse hermed afholdt af ejeren af køretøjet. Relevante cirkulære (cirkulære om politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer) skal også ændres, således at fjernelse kan ske uden forudgående partshøring, hvis færdselssikkerhedsmæssige eller trafikafviklingsmæssige hensyn taler for, at fjernelsen skal ske straks. Såfremt der er politisk flertal for denne ændring, vil ændring af cirkulæret ske sideløbende.
2) Indførsel af hjemmel i færdselslovens § 123, således at A/S Storebælt og A/S Øresund som privat bro- og vejejer, kan fjerne køretøjer fra Storebæltsforbindelsen og Øresundsmotorvejen. Det vurderes, at der herved sikres en hurtigere og mere effektiv fjernelse af køretøjer, som henstår til ulempe og fare for færdslen på Storebæltsforbindelsen og Øresundsmotorvejen. Det foreslås på den baggrund, at A/S Storebælt og A/S Øresund får tilsvarende kompetence som politiet og Vejdirektoratet til at fjerne køretøjer, når disse står henstillet på et af selskaberne ejet vejareal.
3) Indførsel af hjemmel i færdselslovens § 90, stk. 1, således at Vejdirektoratet som vejmyndighed for statsvejene eller vej- eller broejeren kan regulere færdslen ved akutte hændelser på statsvejene og uden for bestemmelsens nuværende rammer, som er relativt restriktive.
4) Genindførelse af parkeringsforbud i yderrabatter i færdselslovens § 28, stk. 3, og en bemyndigelsesbestemmelse hvorefter transportministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra politiet kan bestemme, at parkering på privat grund kan undtages fra forbuddet.
5) Indførsel af hjemmel i færdselslovens § 42, stk. 5, således at zoneskiltning uden for tættere bebyggede områder kan etableres.