Ved lovforslaget foreslås en ny bestemmelse i postlovens § 28, hvormed det gøres muligt at idømme pakkeleveringsvirksomheder en bødestraf for manglende overholdelse af indberetningsforpligtelserne i artikel 4 og 5 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 2018/644 af 18. april 2018. Efter forordningen skal pakkeleveringsvirksomhederne indberette baggrundsoplysninger om virksomheden og en række andre oplysninger, såsom årlig omsætning, antal behandlede pakker, aktuelle prislister m.m. Forordningen fastsætter også en forpligtigelse for medlemsstaterne til at fastlægge sanktioner i de tilfælde, hvor der ikke sker indberetning, hvilket er baggrunden for lovforslaget.