Med loven gives bemyndigelse til at fastsætte nye regler om adgangskurserne, så de videregående uddannelsesinstitutioner, der udbyder erhvervsakademiuddannelsen til markedsføringsøkonom og professionsbacheloruddannelserne til hhv. skov- og landskabsingeniør og urban landskabsingeniør, maskinmester, skibsfører og skibsofficer får mulighed for at udvikle og udbyde et adgangskursus, som afsluttes med en adgangseksamen, som giver adgang til at søge om optag på de nævnte uddannelser. De maritime uddannelsesinstitutioner vil, som hidtil, kunne udbyde adgangskurset i et samarbejde med et universitet eller en professionshøjskole.
Adgangskurserne skal målrettes personer, der har gennemført en erhvervsuddannelse, men som ikke opfylder de specifikke adgangskrav på gymnasialt niveau for optag på den videregående uddannelse, og skal målrettes de konkrete uddannelser.
Med udkast til ny adgangskursusbekendtgørelse er der fastsat regler om formål, varighed, adgang og optag, indhold (de enkelte specifikke fag) mødepligt, eksamen og prøveniveau m.v. Den overordnede ramme for adgangskurset er fastsat i bekendtgørelsen, mens uddannelsesinstitutionerne fastsætter de nærmere regler i en studieordning.
[1] (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/397)