Sundhedsstyrelsen sender i dag en opdateret national klinisk retningslinje for rehabilitering af patienter med prostatakræft i høring.
Omkring 4.500 personer bliver hvert år diagnosticeret med prostatakræft. I dag er de mest almindelige former for behandling kirurgisk fjernelse af prostata, strålebehandling af prostata, endokrin og kemoterapeutisk behandling. De er afgørende for forløbet af kræftsygdommen, men kan give patienterne særskilte bivirkninger, og det at få stillet diagnosen prostatakræft kan i sig selv påvirke sindstilstanden. Rehabiliterende indsatser bruges for at afhjælpe eller lindre bivirkninger.
Retningslinjen har fokus på specifikke nedslagspunkter i rehabiliteringen af patienter med prostatakræft. Baggrunden for at opdatere retningslinjen er, at der siden den oprindelige retningslinje blev udgivet i 2016, er kommet ny forskningsbaseret viden på området. De opdaterede anbefalinger handler om superviseret træning, systematisk vurdering for depression og sexologisk rådgivning.
Formålet med den opdaterede retningslinje er at give vidensbaserede nationale anbefalinger for rehabilitering af patienter med prostatakræft, for at understøtte en større ensartethed i de valgte rehabiliteringsindsatser. Retningslinjen skal ses i sammenhæng med øvrige vejledninger, anbefalinger og materialer på området.
Retningslinjen er i høring frem til den 29. januar 2021.