Fødevarestyrelsen anmoder hermed om bemærkninger til forslag om godkendelse af genetisk modificeret MZIR098 majs til import og forarbejdning samt fødevare- og foderbrug i EU.
Majs MZIR098 har fået indsat to gener, ecry3.1Ab og mcry3A, der gør planten resistent over for angreb af visse skadelige insekter, samt genet pat-08, der gør planten tolerant over for ukrudtsmidler baseret på aktivstoffet glufosinat ammonium. Majsen indeholder ikke antibiotikaresistens-markørgener.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) er den 26. juni 2020 kommet med en udtalelse om sikkerheden af MZIR098 majs til de ansøgte formål. Udtalelsen er udarbejdet som led i ansøgningsproceduren for godkendelse af genmodificerede organismer til fødevare- og foderbrug i henhold til forordning (EF) 1829/2003.
Konklusionen vedrørende risikovurderingen er, at MZIR098 majs er lige så sikker at anvende som tilsvarende ikke-genmodificeret majs. EU-kommissionen har derfor fremsat et beslutningsforslag om godkendelse af majsen Afstemningen i Den Stående Komité forventes at finde sted den 16. december 2020.
Fødevarestyrelsen skal bede om eventuelle bemærkninger senest mandag den 7. december 2020 kl. 10.00 pr. e-mail til 29@fvst.dk og hbo@fvst.dk.