Sundhedsstyrelsen sender i dag en national klinisk retningslinje om behandling af angstlidelser hos voksne i offentlig høring.
Angstlidelser er hyppigt forekommende og kan påvirke mange områder af personens liv. Lidelserne har ofte deres opstart i barndommen, ungdomstiden eller tidlig voksenalder. Angsten kan både have fysiske og psykiske symptomer, som hjertebanken, søvnproblemer og trykken for brystet samt uro, bekymring eller pludselige panikanfald. Symptomer, der for den enkelte kan medføre en betydelig grad af lidelse, samt nedsat livskvalitet og social funktion både i forhold til familie og arbejdsliv
Der findes flere forskellige angsttyper. Denne retningslinje omhandler behandlingskrævende socialangst, generaliseret angst, panikangst og agorafobi. Disse fire angsttyper er blandt de mest almindelige angstlidelser.
Retningslinjen indeholder anbefalinger for medicinsk (antidepressiva, pregabalin og benzodiazepiner) såvel som ikke-medicinsk behandling af angstlidelser (kognitiv adfærdsterapi, internetbaseret terapi, kropsterapi, mindfulness og tredje-bølge terapi).
Retningslinjen er i høring frem til fredag den 5. juni 2020