Høring

Høring

Ændring af CO2-kvoteloven

Forslag til lov om ændring af lov om CO2-kvoter (Tilpasning af regler som følge af ændringer i kvotedirektiv 2003/87/EF og tilhørende EU-retsakter for-ud for 4. kvotehandelsperiode, herunder klageregler m.v.)

Formålet med lovforslaget er at tilpasse lov om CO2-kvoter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1605 af 14. december 2016 (»kvoteloven«), så loven afspejler ændringer, der er foretaget i direktiv 2003/87/EF om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen (»kvotedirektivet«) samt en række hertil hørende EU-retsakter.

Direktivændringerne er primært en følge af, at EU’s kvotehandelssystem med udgangen af 2020 overgår fra kvotehandelsperiode 3 til kvotehandelsperiode 4, hvilket også har medført en række ændringer i øvrige EU-retsakter, der danner baggrund for kvoteloven. Enkelte ændringer af EU-retsakterne har også anden baggrund, blandt andet implementeringen af en global markedsbaseret mekanisme til udledningsreduktioner i den internationale luftfart (CORSIA).

Da kvoteloven implementerer regler om FN-klimakreditter i henhold til Kyotoprotokollen under FN’s Klimakonvention (UNFCCC), indeholder lovforslaget også ændringer som følge af, at Kyotoprotokollens forpligtelsesperiode 2 udløber med udgangen af 2020. Kyotoprotokollen er en vedtagelse, der udmønter dele af UNFCCC’s målsætninger, idet konventionens tekst for eksempel ikke indeholder bindende målsætninger for udledningsreduktioner i enkelte lande.

Med lovforslaget foreslås blandt andet en regulering af luftfartsoperatørers klageadgang i de meget sjældne situationer, hvor Danmark kan se sig nødsaget til at anmode Kommissionen om at nedlægge et helt eller delvist driftsforbud på grund af operatørens manglende overholdelse af kvotelovgivningens bestemmelser. Endvidere foreslås en regulering af klageadgangen ved afgørelser om fastsættelse af produktionsenheders aktivitetsniveau. Efterkommer en operatør ikke sin pligt til at rapportere aktivitetsniveauer, kan de udgifter, der er forbundet med en myndighedsafgørelse her­om, ifølge forslaget pålægges operatøren på samme måde, som det ifølge eksisterende regler allerede er tilfældet ved manglende rapportering af drivhusgasudledning.

Herudover foreslås enkelte justeringer for at tydeliggøre pligter eller håndhævelsesmuligheder på kvotelovens område. Disse forslag er helt overvejende af præciserende eller ren sproglig karakter. Der er endvidere fundet grundlag for en række regelforenklinger.

Lovforslag
Energistyrelsen
Natur og klima
22-06-2020
22-08-2020
01-01-2021
2019/2020
Stefan Krehbiel
stk@ens.dk
18-05-2020

Dokumenter

Download alle filer som zip
Titel Filstørrelse
Høringsdokument
Høringsbrev 258,022 kB
Høringsliste 179,060 kB
Lovforslag 832,457 kB
Høringsnotat
Høringsnotat 419,492 kB
Høringssvar
Høringssvar 1,166 MB