Udkastet til bekendtgørelse giver eksisterende turismevirksomheder mulighed for inden for strandbeskyttelseslinjen at placere visse, mindre faciliteter, som opføres uden tilknytning til virksomhedens eksisterende bebyggelse. Bestemmelsen gælder også for klitfredede arealer, hvis faciliteterne placeres på stranden uden for arealer med klitdannelser.
Bekendtgørelsen giver på en række nærmere angivne betingelser mulighed for dispensation til placering af henholdsvis 1) enkelte, mindre sportsfaciliteter som net og mål til boldspil o.lign., 2) enkelte bål- og grillpladser med siddepladser af træ eller natursten, og 3) enkelte, mindre lege- og motionsredskaber til børn og voksne.