Finanstilsynet har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om
lempede krav til kundekendskabsproceduren efter hvidvaskloven i høring. Hele
udkastet kan downloades nedenstående.
Bekendtgørelsen fastsætter reglerne for, hvornår en udsteder
af elektroniske penge kan undtages nogle af kravene til
kundekendskabsproceduren efter hvidvasklovens kapitel 3.
Der er tale om en direktivnær implementering af 4.
hvidvaskdirektivs artikel 12.
Bekendtgørelsen fastsætter, at udstedere af elektroniske
penge er undtaget fra procedurerne i hvidvasklovens regler om krav til
kundekendskab, identifikation af reelle ejere og kontrol med politisk
eksponerede personer, hvis en række betingelser alle er opfyldt. Disse
betingelser fremgår af bekendtgørelsens § 3. Betingelserne går primært på, at
der skal være tale om små beløb, at betalingsinstrumenterne kun må anvendes til
køb af varer og tjenesteydelser, og at udstederen skal overvåge transaktioner
eller forretningsforbindelser.
Det fremgår endvidere at bekendtgørelsens § 4, at en
udsteder af elektroniske penge ikke kan gøre brug af bekendtgørelsens
undtagelse, hvis der er tale om kontantindløsning eller kontanthævning af
pengeværdien af elektroniske penge, der overstiger 100 euro.
Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. januar
2018.
Høringssvar
Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til udkastet
således, at de er Finanstilsynet i hænde senest den 13. november 2017, kl. 12.00. Bemærkninger kan sendes pr.
e-mail på SUM@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet,
Århusgade 110, 2100 København Ø, Att.: Susanne Møller Svenssen.
Kontaktperson: Susanne Møller Svenssen
Direkte tlf.nr.: 33 55 82 44
Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på
Høringsportalen.
Finanstilsynet er en styrelse i Erhvervsministeriet. Finanstilsynets
primære opgave er at føre tilsyn med den finansielle sektor. Desuden
deltager Finanstilsynet inden for sit ansvarsområde i lovgivnings- og
EU-arbejde om den finansielle sektor.