Denne høring omfatter følgende udkast til bekendtgørelser:
• Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger
• Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for kvægbesætninger
• Bekendtgørelse om obligatorisk sundhedsrådgivning i minkfarme
• Bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler
til dyr
• Bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr samt offentlig
kontrol og fødevarevirksomheders egenkontrol med restkoncentrationer
• Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om egenkontrol med dyrevelfærd
og bekendtgørelse om smittebeskyttelse i besætninger med kvæg og svin
Samt:
• Vejledning om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger
• Vejledning om sundhedsrådgivningsaftaler for kvægbesætninger
Bekendtgørelsesændringerne har følgende formål:
1. Implementering af dele af Veterinærforlig II fra 2012 for så vidt angår målrettet egenkontrol og audit og smittebeskyttelse som en del af sundhedsrådgivningsaftalen. Egenkontrol og audit erstattes af en målrettet dyrevelfærdsindsats - et koncept, som er udviklet i samarbejde med relevante brancheorganisationer, og som forligskredsen bag Veterinærforlig II har tilsluttes sig.
Samtidig ophæves bekendtgørelse om egenkontrol med dyrevelfærd.
2. Implementering af ændringer som følge af anbefalinger i Kvægbrugets Task Force og efterfølgende udvalgsarbejde med Landbrug & Fødevarer og Den Danske Dyrlægeforening. Forligskredsen bag Veterinærforlig II har tilsluttede sig udvalgets indstilling. Ændringer vedrørende ordineringsperioder for kvægbesætninger med tilvalgsmodul implementeres i bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler til dyr.
3. Implementering af handlingsplanen for husdyr-MRSA for så vidt angår ændring i sundhedsrådgivningsaftalen, således at der på et af de årlige rådgivningsbesøg drøftes smittebeskyttelse med henblik på forbedringsmuligheder på den enkelte bedrift. Implementering er sammenkørt med implementeringen af Veterinærforlig II for så vidt angår smittebeskyttelse som en del af sundhedsrådgivningsaftalen.
4. Indførelse af krav om, at der skal indgås én samlet sundhedsrådgivningsaftale for kvægbesætninger, der er meddelt dispensation til samdrift, jf. bekendtgørelse om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får eller geder. Kravet erstatter den nuværende mulighed for at vælge mellem separate aftaler på de enkelte CHR-numre under samdriften og én samlet sundhedsrådgivningsaftale. Det har vist sig, at det i praksis ikke er hensigtsmæssigt at have flere separate aftaler på en samdrift. Den Danske Dyrlægeforening og Landbrug & Fødevarer har tilsluttet sig forslaget om indførelsen af dette krav.
5. Indsættelse af bestemmelse om, at Fødevarestyrelsen kan udsende brev om partshøring ved ændring af rådgivningskategori alene med Fødevarestyrelsen som afsender, hvor partshøringen er udsendt på grundlag at elektronisk databehandling.
6. I bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for kvægbesætninger og i bekendtgørelse om obligatorisk sundhedsrådgivning i minkfarme slettes bestemmelserne om dyrlægens udlevering og ordinering af lægemidler, således at disse alene fremgår af bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler til dyr, ligesom det allerede er tilfældet for bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger. Endvidere slettes grænseværdier for dødelighed for søer, køer og kalve, således at disse alene fremgår af bekendtgørelse om grænseværdier for antibiotikaforbrug og dødelighed.
7. Gennemførelse af mindre ændringer og ændringer af sproglig og teknisk karakter for at bekendtgørelserne gøres mere læsevenlige.