Sundheds- og Ældreministeriet fremsender hermed udkast til bekendtgørelse
om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.
Den vedlagte bekendtgørelse er ændret som følge af
vedtagelsen af lov nr. 129 af 16. februar 2016 om ændring af sundhedsloven. Lovændringen
etablerer hjemmel til at kommunerne kan yde befordring til og fra praktiserende
læge og speciallæge og præciserer, at det er regionsrådet, der yder befordring
eller befordringsgodtgørelse til og fra diagnostiske undersøgelser på sygehus
til brug for udredning hos praktiserende læge.
På baggrund heraf er der bl.a. indsat en ny § 9, og de
resterende paragraffer i bekendtgørelsen er i den forbindelse konsekvensrettet.
På baggrund af lovændringen er der desuden foretaget indholdsmæssige ændringer i
§§ 1 og 2, §§ 4 -7 og § 13.
Der er desuden i udkastet til bekendtgørelsens § 30, stk. 3,
foretaget en præcisering af, at patienten ved udbetaling af
befordringsgodtgørelse har ret til at få dækket den reelle udgift til befordring
- når patienten har benyttet offentlig transport og i det konkrete tilfælde
ikke har benyttet en eventuel rabatordning - men at kommuner og regioner i de
øvrige tilfælde må medregne eventuelle rabatordninger som f.eks. rejsekortet i
deres udregning af befordringsbekendtgørelse.
Endvidere er der foretaget enkelte sproglige ændringer af
bekendtgørelsesteksten, som ikke har indholdsmæssig betydning.
Endelig er bekendtgørelse nr. 133 af 6. februar 2015 om
ændring af bekendtgørelse om befordring og befordringsgodtgørelse efter
sundhedsloven indarbejdet i bekendtgørelsen.