Trafik- og Byggestyrelsen har sendt fem udkast til
bekendtgørelser i høring, der har til formål at regulere prøvningsinstanser og
kontrolinstanser på Færdselsstyrelsens område.
Prøvningsinstanser er virksomheder, der udfører prøvninger,
anvisninger og lignende som dokumentation for, at bestemte krav i regler om
køretøjer til brug på færdselslovens område er opfyldt.
Kontrolinstanser er virksomheder, der af Færdselsstyrelsen
er godkendt til at kontrollere prøvningsinstansers kvalitetsstyringssystem.
Prøvningsinstansernes opgaver varetages i dag af anerkendte
prøvningslaboratorier. Anerkendelsesprocessen er dog ikke nærmere reguleret og
er derfor uigennemskuelig. Med de nye regler skabes en mere gennemskuelig
ansøgnings- og godkendelsesproces for de virksomheder, der ønsker at udføre
prøvninger, anvisninger og lignende.
De nye regler fremgår af:
• Bekendtgørelse om godkendelse af prøvnings- og
kontrolinstanser på det køretøjstekniske område
Samtidig foretages konsekvensrettelser i fire eksisterende
bekendtgørelser:
• Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om alkolåse,
der anvendes i forbindelse med kørekort med vilkår om alkolås
• Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om
særtransport
• Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om betingelser
for Tempo 100-bus på motorvej
• Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om godkendelse
og syn af køretøjer
Bekendtgørelserne skal ses i sammenhæng med lovforslag L83,
der blev 1. behandlet i Folketinget den 15. januar 2016. Det er en forudsætning
for den endelige udstedelse af bekendtgørelserne, at lovforslaget vedtages.