Finanstilsynet sender udkast til bekendtgørelse om
afgrænsning af værdipapirer omfattet af flere aktivgrupper for
firmapensionskasser og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i høring. Hele
udkastet kan findes nedenfor. Bekendtgørelsen regulerer, hvordan værdipapirer
omfattet af flere aktivgrupper skal kategoriseres ved afdækningen af
forsikrings- eller pensionsmæssige hensættelser.
Udkastet tilpasser bekendtgørelse nr. 1022 af 15. december
1999 om afgrænsning af værdipapirer omfattet af flere aktivgrupper til den nye
regulering, der er trådt i kraft den 1. januar 2016 som følge af lov nr. 308 af
28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed (Gennemførelse af
solvens II- og omnibus II-direktivet) samt den nye regulering, der træder i
kraft den 1. juli 2016 som følge af lov nr. 1569 af 15. december 2015 om
ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes
Dyrtidsfond, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love.
Lovændringerne medfører, at investerings- og spredningsreglerne i lov om finansiel
virksomhed, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om Lønmodtagernes
Dyrtidsfond ophæves.
De væsentligste ændringer i forhold til de gældende regler
er følgende:
§ 1 ændres
således, at bekendtgørelsen fremover alene finder anvendelse for firmapensionskasser
og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Dette betyder, at
bekendtgørelsen ikke længere vil finde anvendelse for livsforsikringsselskaber,
skadesforsikringsselskaber, genforsikringsselskaber,
captivegenforsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, Arbejdsmarkedets
Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
§§ 2, 3 og 5
bliver til §§ 2 og 3.
§§ 4 og 6 bliver
til §§ 4 og 5.
Generelt er bekendtgørelsen
desuden blevet revideret med henblik på at skabe en større sproglig og strukturel
klarhed. Der er med denne revision ikke tilsigtet en indholdsmæssig ændring af
kravene i forhold til den gældende bekendtgørelse udover de ovenfor beskrevne
ændringer.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.
Udkastet er desuden sendt i høring hos en række
organisationer.
Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til
udkastet senest den 29. marts 2016.
Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på nsv@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet,
Århusgade 110, 2100 København Ø, Att.: Natasja Uldall Svennevig.
Kontaktperson: Camilla Neuenschwander
Direkte tlf.nr.:+45 33 55 82 12
Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på
Høringsportalen. Svarene kan læses i 5 måneder efter høringsfristen er udløbet.
Finanstilsynet er en styrelse i Erhvervs- og Vækstministeriet.
Finanstilsynets primære opgave er at føre tilsyn med den finansielle sektor.
Desuden deltager Finanstilsynet inden for sit ansvarsområde i lovgivnings-
og EU-arbejde om den finansielle sektor.