Høring

Høring

Retsvirkningslovsudvalgets betænkning ”Ægtefællers Økonomiske Forhold”

Høring over Retsvirkningslovsudvalgets betænkning ”Ægtefællers Økonomiske Forhold” (nr. 1552/2015)
Med afleveringen af betænkningen ”Ægtefællers Økonomiske Forhold” til socialminister Manu Sareen har Retsvirkningslovsudvalget afsluttet sit arbejde med forslag til modernisering af reglerne om formueforholdet mellem ægtefæller.
Retsvirkningslovsudvalget havde til opgave at foretage en samlet gennemgang af reglerne om ægtefællers formueforhold og overveje, om reglerne bør ændres.
Den gældende lov om ægtefællers formueforhold (retsvirkningsloven) er fra 1925. Loven indeholder bestemmelser om, at ægtefæller ved separation, skilsmisse og død skal dele deres formue lige. Siden lovens gennemførelse er den kun ændret på enkelte punkter. Det drejer sig navnlig om udvidelse af adgangen til at aftale, at formue kan holdes uden for ligedelingen (særeje) og retten til at holde alle rimelige pensioner uden for ligedelingen.
Disse ændringer afspejler imidlertid ikke fuldt ud samfundsudviklingen og ændringen af familiemønstrene siden 1925, hvor en hustru i overensstemmelse med datidens familiemønster ofte var hjemmearbejdende og uden formue. Der er således generelt sket en ligestilling mellem ægtefæller, og samtidig har skilsmissehyppigheden været stigende.
Betænkningen indeholder forslag til en ny lov om ægtefællers formueforhold. Omdrejningspunktet i lovforslaget er reglerne om, hvordan ægtefæller deler deres formue ved separation, skilsmisse og død. Udvalget foreslår, at den gældende ordning med ligedeling af formuen opretholdes. Udvalget foreslår dog, at ligedelingen ikke skal gælde fuldt ud ved ægteskaber af kortere varighed, eller at den formue, som ægtefællerne havde ved indgåelsen af ægteskabet, skal kunne holdes uden for ligedelingen. Samtidig foreslår udvalget, at arv og gave skal kunne holdes uden for ligedelingen. Et medlem af udvalget foreslår gældende ret opretholdt med visse moderniseringer.
Til brug for sine overvejelser har udvalget gennemført en undersøgelse af befolkningens holdning til deling af ægtefællers formue ved separation og skilsmisse. Denne undersøgelse tyder på, at der i befolkningen er betydelig tilslutning til princippet om ligedeling af ægtefællernes formuer ved separation og skilsmisse, men at der også er mange, der har sympati for, at det, som ægtefællerne ejede før ægteskabets indgåelse, skal holdes uden for ligedelingen.
Udvalget foreslår endvidere opretholdelse af reglerne om, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at deres formue – eller dele af den – skal kunne holde uden for ligedelingen (særeje). Udvalget foreslår dog, at disse regler sammen med de øvrige regler i retsvirkningsloven moderniseres og forenkles.
Udvalget havde også til opgave at overveje muligheden for at skabe adgang til en hurtig, eventuel midlertidig, afgørelse om den ene ægtefælles ret til brug af den fælles bolig efter samlivsophævelse, herunder også i tilfælde hvor dette vil indebære, at boligen overlades til den ægtefælle, der ikke ejer den. Udvalget har i betænkningens kapitel 20 anført, at der principielt bør være adgang til at træffe midlertidige boligafgørelser. Udvalget har dog samtidig påpeget en række principielle og komplicerede problemstillinger ved etableringen af en sådan ordning, herunder også i forhold til spørgsmål om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. På den baggrund, og idet en sådan regulering næppe vil have et stort anvendelsesområde, er det ministeriets foreløbige indstilling, at der ikke er grundlag for etablering af en sådan.
Det bemærkes, at en ordning om midlertidige boligafgørelser ikke har sammenhæng med udvalgets forslag til nye regler om ægtefællers formueforhold.
Det bemærkes, at lovforslag baseret på betænkningen vil blive sendt i sædvanlig høring inden fremsættelse for Folketinget.
Ministeriet skal anmode om bemærkninger til betænkningen senest mandag den 2. marts 2015. Bemærkninger bedes sendt pr. e-mail til lth@sm.dk med kopi til familieret@sm.dk.
Spørgsmål om denne høring kan rettes til undertegnede.
Med venlig hilsen
Lars Thøgersen
Betænkning
Social og omsorg
02-03-2015
02-05-2015
2014/2015
Lars Thøgersen
lth@sm.dk
28-01-2015

Dokumenter

Download alle filer som zip
Titel Filstørrelse
Høringsdokument
Betænkning 2,412 MB
Høringsbrev 76,798 kB
Høringsliste 71,113 kB