Dette sker ved en ændring af forordning 231/2012 om specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer. I henhold til forordning 1333/2008 om tilsætningsstoffer, er der stillet forslag om ændring af specifikationer for tilsætningsstoffet polyvinylalkohol (E 1203).
Forslaget drejer sig om en ændring af specifikationerne for stoffet polyvinylalkohol (1203) i relation til stoffets opløselighed. I den nugældende specifikation er det anført, at polyvinylalkohol (E 1203) er ”opløseligt i vand; svagt opløseligt i ethanol”. Studier omkring stoffets opløselighed har været undersøgt og på den baggrund bør stoffets specifikationer ændres i forhold til den angivne opløselighed. Der stilles forslag om, at stoffets opløselighed angives som ”opløseligt i vand; praktisk uopløseligt eller uopløseligt i ethanol (>99,8 %)”.
Forslaget forventes at komme til afstemning i den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 28. november 2014.
Vedhæftet er Kommissionens seneste forslag.
Fødevarestyrelsen skal bede om eventuelle bemærkninger og kommentarer til forslaget senest den 14. november 2014 kl. 12.00 pr. e-mail til ang@fvst.dk.