Finanstilsynet har mandag den 27. oktober 2014 sendt 2. del af udkast til forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love i høring. 1. del af lovforslaget blev sendt i høring fredag den 3. oktober 2014, og introducerer et nyt regelsæt for restrukturering og afvikling af pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I m.v.
Med 2. del af lovforslaget foreslås indført et krav om en gældsbuffer for realkreditinstitutter, som skal medvirke til at skabe størst mulig sikkerhed for, at realkreditinstitutter, der bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, kan håndteres på en måde, som viderefører de systemiske funktioner i institutterne, herunder udlånskapaciteten, og dermed bedst muligt understøtter den finansielle stabilitet.
Udkast kan downloades herunder.
Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til denne del af lovforslaget senest den 7. november 2014 kl. 14.00. Bemærkninger kan sendes pr. e-mail til ministerbetjening@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Juridisk kontor, Århusgade 110, 2100 København Ø.
Samtidig understreges det, at denne 2. del ikke ændrer på høringsfristen for 1. del af lovforslaget, der blev sendt i høring den 3. oktober 2014 – fristen for at afgive bemærkninger på 1. del er således fortsat 31. oktober kl. 14.