Høring

Høring

Høring af bekendtgørelse om opgørelse af den økonomiske værdi af en forsikringstagers produkt ved omvalg

Høring af bekendtgørelse om opgørelse af den økonomiske værdi af en forsikringstagers produkt ved omvalg

Finanstilsynet har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om opgørelse af den økonomiske værdi af en forsikringstagers produkt ved omvalg i høring. Hele udkastet kan downloades nedenfor.

Formålet med bekendtgørelsen er at øge forbrugerbeskyttelsen ved et omvalg. Målet med bekendtgørelsen er at fastsætte klare regler for forsikringsselskabernes opgørelse af den økonomiske værdi af kundens nuværende produkt, som flyttes over i det nye produkt, når kunderne accepterer selskabernes tilbud om omvalg.

Lovgivningen har ikke hidtil indeholdt krav om, hvordan den økonomiske værdi af kundernes nuværende produkt skal beregnes. Det har ført til en meget forskellig fordeling af midlerne mellem de kunder, der valgte om fra et produkt med en garanti til et produkt med lavere eller ingen garanti. Der er således eksempler hvor kunder er blevet tilbudt både mere og mindre end den faktiske økonomiske værdi af deres produkt i forbindelse med et omvalg.

I bekendtgørelsen tages der udgangspunkt i den enkelte kundes rettigheder på omvalgstidspunktet, herunder fx juridiske garantier om fremtidige ydelser, ved opgørelsen af den økonomiske værdi.

Opgørelsen af den økonomiske værdi er baseret på regnskabsreglerne og er opdelt i en opgørelsesmetode for gennemsnitsrenteforsikringer og en for markedsrenteforsikringer. For gennemsnitsrenteforsikringer kan der anvendes en individuel beregningsmetode og en gennemsnitlig beregningsmetode.

Ved den individuelle beregningsmetode for gennemsnitsrenteforsikringer opgøres den økonomiske værdi som den retrospektive hensættelse tillagt en eventuel regnskabsmæssigt opgjort akkumuleret værdiregulering for forsikringen, begge dele justeret med et eventuelt omvalgskursværn, et eventuelt sikkerhedsfradrag og en eventuel kontributionsmæssig andel af det kollektive bonuspotentiale.

Baggrunden for denne metode er, at summen af kundens depot og den til kunden hørende beregnede individuelle regnskabsmæssige styrkelse udgør det bedste skøn for værdien af de forventede fremtidige betalinger i henhold til kundens hidtidige kontrakt beregnet på den gældende rentekurve til regnskabet. Det er hensigten, at justeringerne skal sikre forventet rimelig behandling af både de kunder, der tager imod omvalgstilbuddet og de kunder der ikke gør.     For gennemsnitsrenteforsikringer kan der alternativt anvendes en gennemsnitlig beregningsmetode. Såfremt forsikringsselskabet ønsker at anvende en værdi baseret på en gennemsnitlig beregning, må anvendelsen af denne metode maksimalt medføre bagatelagtige forskelle på overførselstillæggene til de enkelte kunder, der tilbydes omvalg, i forhold til den individuelle beregningsmetode.

For markedsrenteforsikringer opgøres den økonomiske værdi som den retrospektive hensættelse tillagt en eventuel regnskabsmæssigt opgjort akkumuleret værdiregulering for forsikringen fratrukket et eventuelt sikkerhedsfradrag. Denne individuelt beregnede økonomiske værdi er begrundet analogt med værdien for en gennemsnitsrenteforsikring.

Bekendtgørelsen er ikke til hinder for, at forsikringsselskaberne i forbindelse med omvalg kan opkræve betaling fra kunderne til dækning af de faktiske omkostninger herved.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. juli 2014.

Udkastet er desuden sendt i høring hos en række organisationer.

Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om opgørelse af den økonomiske værdi af en forsikringstagers produkt ved omvalg senest den 2. juni 2014.

Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på msch@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Århusgade 110, 2100 København Ø, Att.: Mikala Schiellerup.

Kontaktperson: Mikala Schiellerup

Direkte tlf.nr.: +45 33 55 83 79

Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på Høringsportalen. Svarene kan læses i 5 måneder efter høringsfristen er udløbet.

Finanstilsynet er en styrelse i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Finanstilsynets primære opgave er at føre tilsyn med den finansielle sektor. Desuden deltager Finanstilsynet inden for sit ansvarsområde i lovgivnings- og EU-arbejde om den finansielle sektor.

Bekendtgørelser
Finanstilsynet
Samfundsstruktur
02-06-2014
02-11-2014
01-07-2014
2013/2014
05-05-2014