Høring

Høring

Udkast til administrative forskrifter, der skal ændres som følge af L 167 om regelforenklinger og effektiviseringer på børnebidragsområdet

Høring over udkast til administrative forskrifter, der skal ændres som følge af L 167 om regelforenklinger og effektiviseringer på børnebidragsområdet
Folketinget behandler for tiden L 167, forslag til lov om ændring af lov om børns forsørgelse (Regelforenklinger og effektiviseringer på børnebidragsområdet).
Det fremgår af lovforslaget, at den tidligere regering (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Enhedslisten og Liberal Alliance har aftalt, at der skal gennemføres følgende regelforenklinger og effektiviseringer på børnebidragsområdet, der skal ske ved ændringer af lov om børns forsørgelse og tilhørende administrative forskrifter:
  • At der ved afgørelser om børnebidrag fremover kun tages hensyn til barnets bedste og til bidragsbetalerens indkomstforhold, og at bidragsmodtagerens og barnets indkomst således ikke længere har betydning, og således at der ikke længere skal tages hensyn til bidragsbetalerens erhvervsevne. Dette svarer til den praksis, der i dag er i langt størstedelen af sagerne, men som ikke afspejles i den nugældende lovbestemmelse. 
  • At der fremover ikke vil kunne fastsættes lavere bidrag end normalbidraget til børn, der bor eller opholder sig i Danmark. I 2014 udgør normalbidraget 1.270 kr. om måneden. 
  • At antallet af bidragstrin i de årlige vejledende retningslinjer for fastsættelse af børnebidrag reduceres ved at afskaffe muligheden for at fastsætte normalbidraget + 25 % og + 50 %. Bidragets størrelse vil fremover kunne fastsættes til normalbidraget, normalbidraget + 100 %, normalbidraget + 200 %, normalbidraget + 300 % (og i sjældne tilfælde normalbidraget + 400 %, som efter praksis er maksimum). 
  • At afskaffe muligheden for at fravige reglen i lovens § 14, stk. 4, 1. pkt., om, at et løbende børnebidrag og uddannelsesbidrag forfalder månedsvis. 
  • At ansøgningsfristen ved ansøgning om børnebidrag forkortes fra 6 til 2 måneder, og at praksis om fradrag i børnebidraget for udgifter til barnets forsørgelse ændres sådan, at der fremover ved fastsættelse af et løbende børnebidrag kun kan gives fradrag for uopsættelige faste udgifter til barnets institution (daginstitution og evt. privatskole), som er betalt af bidragsbetaleren.
  • At der fremover ikke kan fastsættes forhøjet konfirmations- og beklædningsbidrag, og at bidragets størrelse således altid er tre gange normalbidragets grundbeløb (svarende til 3.372 kr. i 2014). 
  • At ansøgningsfristen i relation til konfirmations- og beklædningsbidrag skærpes således, at ansøgning om konfirmationsbidrag tidligst kan indgives 3 måneder før og senest 1 dag før konfirmationen. Ansøgning om fastsættelse af beklædningsbidrag kan indgives fra og med dagen, hvor barnet fylder 13 år, til og med dagen, hvor barnet fylder 15 år. 
  • At behandlingen af sager om navngivningsbidrag, herunder ved dåb, forenkles ved at flytte navngivningsbidrag til lovens § 19, således at navngivningsbidrag fremover behandles på samme måde som fødselsbidrag og bidrag til morens underhold i 2 måneder før og en måned efter fødslen (barselsbidrag).
Ovenstående medfører, at bidragsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 741 af 21. juni 2013 om børne- og ægtefællebidrag) og bidragsvejledningen (vejledning af 27. juni 2013 om børne- og ægtefællebidrag) skal opdateres på flere punkter. Et udkast til en ny bidragsbekendtgørelse og en ny bidragsvejledning vedlægges.
Bekendtgørelser
Social service og omsorg
02-06-2014
02-08-2014
01-07-2014
2013/2014
Brian Gresell Nørgaard
bgn@sm.dk
02-05-2014

Dokumenter

Download alle filer som zip
Titel Filstørrelse
Høringsdokument
Høringsbrev 22,540 kB
Høringsliste 101,673 kB
Bidragsbekendtgørelsen 113,431 kB
Bidragsvejledningen 582,704 kB