Bekendtgørelsen og godkendelsen af et frikommuneforsøg omhandler muligheden for at fravige bestemmelser om dels brug af den statistiske metode ved afgrænsning af bymidten som fastsat i bek. nr. 1083 af 11. september 2007, jf. planlovens § 5 m, stk. 2, dels om planlægning for bydelscentre, jf. § 5 p, stk. 1, i Viborg by i særlige tilfælde.
Forsøgsgodkendelsen indebærer, at Viborg Kommune kan planlægge for en udvidelse af bymidten i Viborg på byomdannelsesarealer sydvest for bymidten uden brug af den statistiske metode.
Endvidere muliggør forsøgsgodkendelsen, at Viborg Kommune i Viborg by kan planlægge for et bydelscenter på mere end 5.000 m2 i en bydel under forudsætning af, at øvrige, eksisterende centre i bydelen overgår til lokalcentre.
Det er en forudsætning for begge forsøg, at de i øvrigt sker under overholdelse af planlovens regler og i overensstemmelse med lovens hensigt.