Bekendtgørelsen fastsætter regler for praktiserende landinspektørers indhentelse af erklæringer, tilladelser mv. fra kommunalbestyrelser og andre myndigheder ved gennemførelse af matrikulære forandringer (udstykning, arealoverførsel, sammenlægning mv.)
Anledningen til den nye bekendtgørelse er ophævelsen af eneretten til matrikulære arbejder m.m. i Københavns og Frederiksberg kommuner, som blev gennemført ved lov nr. 12 af 11. januar 2010 om ændring af lov om udstykning og anden registrering i matriklen, lov om landinspektørvirksomhed og lov om afgift ved udstykning m.m. Loven træder i kraft den 1. oktober 2010. Ved lovændringens ikrafttræden bliver matrikelvæsenet organiseret på samme måde for hele Danmark med Kort & Matrikelstyrelsen som matrikelmyndighed. Samtidig kommer den eneret, som praktiserende landinspektører med beskikkelse har til at udføre matrikulært arbejde, også til at omfatte Københavns og Frederiksberg kommuner.