Høring

Høring

Udkast til forslag til lov om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v. og ligningsloven og om ophævelse af lov om godkendelse af visse forskningsaktiviteter

Lov om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v.

Udkastet til lovforslag indeholder et forslag om, at de funktioner, som Danmarks Forskningspolitiske Råd og Koordinationsudvalget i dag varetager, lægges sammen således, at den forskningspolitiske rådgivning fremover varetages i regi af Koordinationsudvalget. Koordinationsudvalgets navn foreslås amtidig ændret til Koordinationsudvalget for Forskning og Innovation, og som en nyskabelse i forhold til Danmarks Forskningspolitiske Råd foreslås, at udvalget skal rådgive om sammenhængen mellem forsknings- og innovationsindsatsen.

 

Udkastet til lovforslag indeholder endvidere et forslag til en ny organisering af udmøntningen af de særlige konkurrenceudsatte forskeruddannelsesmidler. Den foreslåede ændring indebærer, at det nye Koordinationsudvalget for Forskning og Innovation fremover fordeler forskeruddannelsesmidler til Det Frie Forskningsråd eller  Det Strategiske Forskningsråd, alternativt til begge råd, som herefter foretager den konkrete udmøntning.

 

Udkastet til lovforslag indeholder desuden et forslag om at overføre ansvaret for at virke for forskningssamarbejdet med Færøerne og Grønland fra Koordinationsudvalget til Det Strategiske Forskningsråd. I forbindelse hermed foreslås det endvidere, at Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse får mulighed for at henlægge programkomitélignende opgaver til Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland.

 

Udkastet til lovforslag indeholder også forslag om hjemmel til anvendelse af anonyme bedømmere i forskningsrådssystemet og forslag om en præcisering af virkefeltet for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Desuden indeholder udkastet en række forskellige forslag til ændringer vedrørende sagsgangene i forskningsrådene samt forslag til enkelte mindre, tekniske justeringer.

 

Endelig indeholder udkastet til lovforslag et forslag om at ophæve lov om godkendelse af visse forskingsaktiviteter ud fra et hensyn til regelsanering.

 

Lovforslaget forventes fremsat for Folketinget i marts 2008.

 

Forsknings- og Innovationsstyrelsen anmoder om at få tilsendt eventuelle bemærkninger til udkastet til lovforslag senest fredag den 18. januar 2008. Bemærkninger bedes sendt til: lovrevision2007/2008@fi.dk - med kopi til lis@fi.dk.

Lovforslag
Uddannelse og undervisning
18-01-2008
07-10-2008
2007/2008
Trine Bendix Knudsen
17-12-2007