Anledningen til den nye bekendtgørelse er ibrugtagningen af et nyt matrikelsystem "miniMAKS", som gør det muligt at indføre digital forvaltning i Kort & Matrikelstyrelsens behandling af sager om matrikulære forandringer. Sideløbende med udviklingen af miniMAKS er der foretaget en videreudvikling af Matrikulært Informations og Ajourføringssystem ”MIA”, som danner ramme for udveksling af digitale matrikulære data mellem de praktiserende landinspektører og Kort & Matrikelstyrelsen, og som siden den 1. september 2005 har været obligatorisk for landinspektørerne ved udarbejdelse af matrikulære sager. I bekendtgørelsen er der fastsat bestemmelser om standarder og snitflader for den digitale sag og dens dokumenter samt om anvendelse af digital signatur.
Samtidig med ibrugtagningen af det nye matrikelsystem ændres matrikelkortets referencesystem fra System 34 til UTM/ETRS89. Denne ændring følger den fælles anbefaling om, at UTM/ETRS89 er fremtidens platform for udveksling, lagring og bearbejdning af geodata, som mange statsinstitutioner, herunder Kort & Matrikelstyrelsen, samt næsten alle kommuner har tilsluttet sig. Kort & Matrikelstyrelsen og Praktiserende Landinspektørers Forening har aftalt, at MIA data ved ibrugtagningen af det nye matrikelsystem vil blive distribueret i UTM/ETRS89.
Med UTM/ETRS89 som matrikulært referencesystem bliver det i langt højere grad muligt at udnytte den gode absolutte nøjagtighed, som kan opnås ved måling med GNSS (GPS) til den løbende forbedring af matrikelkortet, som foretages ved dets ajourføring på grundlag af de matrikulære forandringer. Der er i den forbindelse indført et nyt klassifikationssystem, hvor fikspunkter og skelpunkter registreres i 4 kvalitetsklasser afhængig af den valgte måle- og beregningsteknik.
Kort & Matrikelstyrelsen er i færd med at udarbejde en ny Vejledning i ajourføring af matrikelkortet, som skal afløse den gældende fra 1999. Der er tale om, dels ændringer som følge af indførelse af det nye klassifikationssystem og overgang til nyt referencesystem, dels en tiltrængt opdatering.
Overgangen til UTM/ETRS89 har samtidig medført, at kravet om etablering af og tilknytning til fikspunkter er bortfaldet, hvis en skelmåling er tilknyttet referencenettet ved GNSS-måling fra bl.a. en RTK-tjeneste eller ved tilknytning til punkter, der er bestemt på denne måde.
Kort & Matrikelstyrelsen har udfærdiget et udkast til en vejledning "Norm for RTK-tjenester", som skal sikre, at måling ved anvendelse af en RTK-tjeneste kan foretages med en nøjagtighed, der kan anvendes til bl.a. matrikulær måling. Kravene i vejledningen er fastsat af Kort & Matrikelstyrelsen efter forhandling med andre offentlige myndigheder og de virksomheder, som i dag udbyder RTK-korrektioner til brug for landinspektørvirksomheder og andre opmålingsvirksomheder. I tilknytning til normen er der udarbejdet en beskrivelse af god opmålingsskik ved brug af GNSS / RTK. Norm for RTK-tjenester og beskrivelsen af god opmålingsskik vil snarest blive sendt i høring.