Høring

Høring

Lovforslag om lov om finansielle rådgivere

Lovforslag om lov om finansielle rådgivere

Finanstilsynet har i dag sendt lovforslag om lov om finansielle rådgivere i høring.

Udkastet kan downloades herunder.

Det overordnede formål med lovforslaget er at fastsætte rammer for ikke finansielle virksomheder, der yder helhedsorienteret rådgivning om finansielle produkter til forbrugere.

Lovforslaget gennemfører anbefalinger om at indføre lovgivning for rådgivning om finansielle produkter, som er indeholdt i Erhvervs- og Vækstministeriets rapport om muligheder for at styrke uvildig finansiel rådgivning.

Den foreslåede ordning medfører, at virksomheder, der yder rådgivning om finansielle produkter til forbrugerne, skal have Finanstilsynets tilladelse som finansiel rådgiver. Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i disse virksomheder skal opfylde krav til egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden skal have tegnet en ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti, der dækker erstatningskrav for pligtforsømmelse. Endelig skal virksomheden have forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder.

Der vil endvidere i forslaget blive stillet krav om, at virksomheder omfattet af loven skal sikre, at deres ansatte, som yder rådgivning, lever op til lovens kompetencekrav.

Herudover indeholder lovforslaget regler om god skik, håndtering af interessekonflikter og nærmere regler om, hvornår en finansiel rådgiver må betegne sig selv som »uafhængig«.

Det foreslås, at Finanstilsynet skal føre tilsyn med loven. Derudover får Forbrugerombudsmanden med lovforslaget mulighed for at anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, ligesom Forbrugerombudsmanden får mulighed for at behandle sager vedrørende overtrædelse af visse af lovens strafbelagte bestemmelser.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2014 med en overgangsordning for virksomheder, der allerede har påbegyndt virksomhed omfattet af denne lov. Overgangsordningen skal løbe frem til den 1. juli 2014.

Lovforslaget forventes fremsat i Folketinget februar II 2013.

Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til lovforslaget senest onsdag den 19. december 2012 kl. 12. Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på ministerbetjening@ftnet.dk  eller pr. post til Finanstilsynet, Juridisk kontor, Århusgade 110, 2100 København Ø.

Kontaktpersoner: Louise Villumsen og Christine Larsen
Direkte tlf.nr.: 33 55 82 70 og 33 55 82 57

Lovforslag
Finanstilsynet
Samfundsstruktur
19-12-2012
02-10-2013
01-01-2014
2012/2013
Louise Villumsen og Christine Larsen
ministerbetjening@ftnet.dk
13-11-2012

Dokumenter

Download alle filer som zip
Titel Filstørrelse
Høringsdokument
Høringsliste 82,694 kB
Høringsbrev 69,898 kB
Lovforslag - Lov om finansielle rådgivere 515,726 kB
Høringsnotat 224,269 kB
Høringssvar
oversigt over høringssvar 124,758 kB
Høringssvar med bemærkninger 1013,948 kB
Høringssvar uden bemærkninger 483,397 kB