Finanstilsynet sender herved vedlagte udkast til bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter samt tilhørende bilag og vejledning i høring. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 43, stk. 3, og § 373, stk. 4, i Lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 467 af 29. april 2010, der bemyndiger økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om pris- og risikooplysning for finansielle ydelser. Bekendtgørelsen pålægger finansielle virksomheder, der formidler køb og salg af investeringsprodukter til detailkunder, at give detailkunderne information om risikomærkning af investeringsprodukter forud for en investering. Bekendtgørelsen udstedes for at sikre, at forbrugerne får tilstrækkelig med oplysninger til at sætte dem i stand til at vurdere risikoen for tab i forbindelse med en investering i en given type af investeringsprodukt. Bekendtgørelsen skal træde i kraft 1. marts 2011. Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til bekendtgørelsen og vejledningen senest fredag den 19. november 2010. Bemærkningerne kan sendes pr. e-mail på csr@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Århusgade 110, 2100 København Ø, Att.: Carsten Stege Rasmussen.
Ved spørgsmål angående bekendtgørelsen efter afslutningen af høringsperioden kontakt venligst: Kontaktperson: Carsten Stege Rasmussen Direkte tlf.nr.: 33 55 83 10. Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på Høringsportalen. Svarene kan læses i 5 måneder efter høringsfristen er udløbet.