Forebyggende hjemmebesøg blev indført ved lov nr. 1117 af 20. december 1995, hvorefter kommunerne skal tilbyde borgere over 75 år forebyggende hjemmebesøg. Kommunerne tilrettelægger besøgene efter behov, dog skal kommunerne tilbyde forebyggende hjemmebesøg mindst to gange årligt. Det fremgår af lov nr. 299 af 27. april 2005 om ændring af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v., at der i folketingsåret 2007-2008 skal fremsættes forslag om revision af undtagelse af borgere, som modtager både personlig og praktisk hjælp.
Kommunernes administration af loven om forebyggende hjemmebesøg er sammen med effekten af de forebyggende hjemmebesøg løbende blevet fulgt fra centralt hold. Senest har Ankestyrelsen – i forbindelse med forberedelsen af revisionen af lovændringen fra 2005 – foretaget en fornyet undersøgelse af kommunernes administration af loven om forebyggende hjemmebesøg for ældre m.v.
På baggrund heraf og på baggrund af den positive udvikling i administrationen og anvendelsen af de forebyggende hjemmebesøg i kommunerne foreslås det i lovforslaget, at revisionsbestemmelsen, som indført ved lovændringen i 2005, ophæves.
Lovforslaget indebærer ikke udgifter for kommuner og regioner. En fortsat opfølgning på kommunernes administration af de forebyggende hjemmebesøg har omkostninger for staten på ca. 0,5 mio.kr. i 2010. En fornyet undersøgelse skal belyse om der fortsat sker fremskridt i kommunernes administration af forebyggende hjemmebesøg. Endvidere vil udgivelse af en pjece med gode kommunale eksempler på fremadrettet anvendelse af forebyggende hjemmebesøg medføre udgifter for staten på 0,5 mio.kr. i 2008.